Dagbog
 

28 April 2003:   Der sker mange ting i Ryhus. I øjeblikket er der fuld gang i haven hvor Mette og Jens er i gang med en større renovering af højbedene. Lena går og pusler om blomsterne, sætter nye planter i jorden mm. Jørgen og Jens er i gang med at fælde en del af de generende træer der i en årrække har skygget for den smukke udsigt over Gudenåen, der bliver skåret flis til bedene og hugget brænde til vinteren. Ydermere er Jørgen, Søren, m. fl. i gang med at renovere balkonen i Lillery (husholdningsskolens forstanderbygning) som har været utæt en del år. Der er kommet nye vinduer i en del af underetagen i Lillery og sidste år blev den store trappe til haven lavet lidt om, trinene blev gjort mindre så de var mere gåvenlige, ombygningen skyldtes kloak-renoveringen som også var en nødvendighed. Brian har fået sejljollen i vandet. I 1996 fik Ryhus nyt tag, så jo der er sket meget de sidste år i huset.




 



 

5 Juni 2003:  Så er der kommet fine, søde, små kyllinger på Ryhus, det er lykkedes Lars W. Lars J.  og et par stykker mere at holde de fleste af dem i live og de trives godt, hanen nåede altså at videregive sit til bestanden inden ræven tog ham og et par af hans mager.

Balkonen er færdig og, ser godt ud med det nye gelænder, det tog en lille dags tid at få det placeret ordentligt.

Vi har fået to nye havkajakker som stort set alle har været ude og prøve undtagen undertegnede, Brian har fået sin sejlbåd i vandet, bravo. Der har været en del rokader i huset, Bent har skiftet værelse, Jørgen og undertegnede ligeså og Charlotte V. flytter ind 1 Juli, velkommen i huset Charlotte. Vi har holdt Toves 65 års fødselsdag med stort tjuhej, en rigtig god fest, tillykke Tove. Den gik godt og hun var glad hele dagen.

Dernæst blev Rasmus konfirmeret i Sct. Sørens kirke i Gl. Rye og sikken en dejlig fest vi holdt derefter Rasmus' mor Karen holdt et brag af en tale og far Aksel viste et diasshow af format vi næppe ser igen på Ryhus??? Rasmus fik en masse gode gaver bl. a. kris og chokoladefabrikken som han underholdt med sent på aftenen hvor vi så fik os et godt grin, også tillykke med dagen til Rasmus.

Sommeren er over os og alting pibler op af jorden, er det ikke bare herligt?
 

25 Juli 2003: Ja så er der lidt nyt igen. Høns og kyllinger er desværre væk, Mikkel kom og tog 20 stk på en eftermiddag, ikke for at der ikke var folk på stedet, men uopmærksomhed fra vores side blev altså hønsenes skæbne, temmelig bedrøveligt og lidt skræmmende. Mikkel nøjes ikke med at snuppe vores høns, han kan såmænd også finde ud af at snuppe de små dådyrkid, det så jeg da jeg var i skoven og mødte en nylig overstået jagt, det er vist ikke noget man ser hver dag.

En del af os har været ude og rejse i ferien, nogle længere end andre, en lagde ud med en 2 mdr. tur til Australien sådan!! Andre tog til Island  Grækenland, Croatien; Norge osv. andre igen måtte nøjes med Ry og omegn, men langt de fleste har været ude og se et eller andet i verden. Dem der har været tilbage har taget sig af blomster, katte og de daglige sysler og badeture i amtet mm. Vi har i foråret og sommeren (som nævnt tidl.) fået fældet en masse træer dels for at få bedre udsigt til søen og så skal de jo holdes nede for ikke at overtage haven fuldstændig. Jørgen har været én af de flittigste til den opgave, men også andre har deltaget i det store arbejde det har været med at samle det hele sammen, skære flis og hugge brænde og det har efterhånden givet en god høst til pejsen, det bliver godt til vinter.

I sommerens løb er også en del af de gamle elever fra Ry Husholdningsskoles tid været et smut forbi og det er altid hyggeligt at få en snak og en kop kaffe (især når de medbringer kage til den ;-)) En stor tak for det, og for billederne, Margit Christian Lise-Lotte og Kim. Et andet hold der var her tidligere på sommeren skal også have en stor tak for de digitale billeder de har sendt til os i Ryhus.

 
1: Løvetand i frø
2: Blomster? Også her vil jeg gerne have et bud på navnet..




 

17 November 2003: Så er sommeren slut, efteråret er for længst sat ind og vinteren er lige om hjørnet, 4 mdr. er gået og der er sket utrolig meget i Ryhus siden sidst. En stor og omfattende renovering af vores "musikrum" er for alvor gået i gang, der er i skrivende stund ved at blive lagt tag på, forud for det er der fjernet det gamle (utætte) tag, rådne spær mm. og dernæst skal mure pudses, vægge beklædes, gulve slibes, og meget meget mere, så det bliver spændende at se det færdige resultat. Og I skal nok få lov at se det til den tid.

Badesæsonen er slut for de fleste, ungerne har haft stor glæde af den tætte beliggenhed til Gudenåen (Ry Møllesø) og har når chancen bød sig, benyttet sig af det formidable tilbud de dage de var her, de var i vandet så og sige det meste af tiden, når de ikke var i vandet laver de en masse andet skæg og ballade, men vi har jordens sødeste unger på Ryhus, når de er her

I haven har vi ryddet en masse buske for at få bedre udsigt over Gudenåen, urtehaven er næsten tømt, der er kun enkelte små totter grønkål, lidt rødbeder og persille tilbage. Til gengæld er der kommet nye høns til huset som vi alle har stor glæde af, ikke mindst fordi de lægger rigtig mange æg, men det hygger egentlig også, personligt føler jeg en stor ro ved bare at sidde og betragte dem når de går rundt i haven og graver orme op og gøder hist og pist.

Vi har haft et hav af gæster i løbet af sommeren, det er dejligt at se alle de glade mennesker nyde livet i og omk. huset, vi der bor her nyder det såmænd også hele tiden, der har været en del fødselsdage og en enkelt større fest, Mortensaften blev holdt d. 8 November af i alt ca. 60 personer, hvoraf de 45 var gæster der blev fortæret 17-18 vildænder og 3 økologiske, så det var ikke mad der manglede, det gør der i øvrigt aldrig.

Der er kommet nye folk I Ryhus siden sidst, én er flyttet og vi får en ny ansøger på prøve i uge 50. Folk der søger om optagelse, kommer og prøvebor i en uge af hensyn til alle parter, det koster ingenting for ansøgeren at bo her i den tid, heller ikke for maden.

16 Maj 2005: Ja, så er der igen sket rigtig meget på Ryhus. Jeg har af flere forskellige grunde ikke fået skrevet noget her i log'en siden 17 Nov. 2003, det er meget beklageligt og det må der rådes bod på i denne omgang.

"Musikrummet" som nu er blevet til værksted er omsider blevet færdigt og ser meget flot ud, der er blevet pudset vægge, malet inde og ude, isoleret under taget og i det hele taget er det blevet et rigtig godt værksted med en del mere plads end i det gamle værksted. Det har været et stort arbejde for de folk der har været igang. Det er så bare haven rundt om rummet der skal have en omgang, det kan synes som en næsten umulig opgave da området ligger lige ud til en stejl skrænt, der findes dog råd for det med alle de dygtige håndværkere vi har i huset og det kommer forhåbentlig her i sommerens løb.

Biblioteket (loftsrummet) er blevet malet færdigt og alle tegn på bibliotek og bøger er for længst forsvundet, lokalet bliver nu brugt til PC'eren, Yoga, kreativitet af forskellig art mm. det er blevet et godt stort rum, hvor der desværre er tværgående loftsbjælker i 1,8o m. højde der er nogen få der ikke har så let ved at rette sig op deroppe, så vi store mennesker må bruge andre græsgange når vi vil udfolde vores kreative evner og der er det nye værksted et glimrende alternativ.

Det nyeste bed (trappebed) i haven blev færdigt sidste sommer og er også et meget stort og flot stykke arbejde og så ser det ovenud godt ud og klæder haven sammen med et lille vandløb med de smukkeste vandskvulp til de rolige sjæle, når der skal dyrkes idyl udendørs. Urtehaven er også godt igang og begynder at tage form ganske snart, der dyrkes tomater, agurker og vindruer i drivhuset og alskens grønt i højbedene, resten af haven holdes nede og udsigten er blevet en hel del bedre efter at der er blevet fældet en masse træer de sidste to sæsoner.

Åen er blevet renoveret ved hjælp af et stk. bobcat plus chauffør, det tog det meste af en dag sidste efterår, efter geddens rogn havde fået lov at klække og de små ny var drevet til flods :-) Ja Gudenåen er blevet en flod nu og alle bjergene i omegnen kæmper om at være det største. Ryhus er blevet et mere moderne kollektiv i den tid det har eksisteret, nu skal vi have nye vinduer i hele huset inden for de næste år, nogen glæder sig, andre glæder sig meget, der er nu også utrolig meget arbejde i de gamle vinduer fra husets opførelse, så vi har prioriteret at få nye vinduer, selvom mange godt kan lide idyllen ved de gamle. Pontonbroen er blevet gjort i stand med nye brædder, den var efterhånden så gennemtæret at man faldt igennem, når man gik på den og den bliver brugt flittigt af os allesammen. Guldgangen er blevet malet og ser rigtig fin ud og træsko gangen er godt på vej, så der er hele tiden en jævn strøm af aktivitet i det gamle hus

Til næste år har huset (eller rettere) kollektivet 25 års jubilæum og det har vi ikke tænkt os at lade løbe stille af, der er ikke udført de store beslutninger omk. festen, men fest det bliver der og sandsynligvis med levende musik, ramasjang, dans, mad, drikke og lamper i haven. Det bliver årets fest i Ryhus...

 





 

Tilbage